Anmeldelser af forestillingen:
Carried by Shadows
__________________________________________________________________________
Galskab og Glæde
af Kirsten Dahl - bragt i Århus Stiftstidende d. 27. april 2006
Øjeblikket fanget i en dobbelthed af galskab og glæde er omdrejningspunktet i
Billedspors forestilling "Carried by Shadows".
Ud fra arbejdstitlen "Ud af Skyggen" har syv spillere og tre musikere
i en kollektiv arbejdsproces under Franck Thomas Staubs ledelse skabt et
visuelt og musikalsk udtryk, som både rummer alvor og sjov. Styrken ligger
i enkelheden, i spillernes markante kropsudtryk og i musikken, som spilles
på både harmonika, kontrabas, trommer, klaver m.m.
Spillerne taler både dansk, engelsk, tysk og fransk. Men det er ikke ordene som
sådan, som betyder noget. Det er det gakkede broderi, ordene danner, når
sprog og sprogstumper vikler sig ind i hinanden og fortæller, at livet
både er smerte og leg.
Spillerne sender tekstfragmenter om at trække vejret, om nødvendigheden af at
fortsætte, om sammenhængskraft og om fald, rundt mellem sig, mens de
vender sig på deres stole, bevæger sig rundt i rummet eller dratter om på
gulvet.
Morsomst er passagen, hvor Cecilia Wind ud fra det lille engelske ord
"listen" vikler sig ind i en "historie", der ender med
replikken "I want the chair to go home with my shoes". Rent
nonsens og alligevel ikke. For når ordene kobles til kropssproget, til
musikken og til de ord og bevægelser, de øvrige spillere gør, så
fortættes en stemning, der signalerer mening. Mens passagen, hvor Ole
Pedersen flakser om på scenens røde midtertæppe, falder omkuld og til
slut træder ud af sin egen skygge (sorte forhæng) er mere ladet med alvor.
Det skæve, det mærkelige og det ikke perfekte dyrkes. Helt bevidst ryster en
spiller voldsomt på den ene hånd. En anden stammer. En tredje skærer
ansigt og gnider hænder. En fjerde står som stivnet.
Bevægelser,
ord og handlinger gentages ofte og bevidst. Undertiden gør det
forestillingen træg. Ligesom betoningen af det mærkelige nogle gange
virker for demonstrativ. Men som helhed arbejdes der tempo- og rytmebevidst
med gentagelserne, og som helhed oplever man spillerne som personligheder i
en billedmusikalsk rejse, som både spejler galskaben og dens modsætning.
At de medvirkende i "Carried by Shadows" på forskellig vis har
erfaringer med psykisk sygdom og marginalisering er både et fundament for
og en styrke ved forestillingen, som efter spilleperioden på Kragelund
rejser til Tyskland for at spille på Madness and Arts Festival II i
Münster.
__________________________________________________________________________
Anmeldelse af Carried by Shadows af Jackie Mørch Wrigley
Tirsdag d. 25. april 2006 var jeg, sammen med nogle dramastuderende fra
Jydsk Pædagog-Seminarium, inviteret til en forestilling på AUC Kragelund i
Højbjerg. Det er ikke første gang, jeg ser Teater Billedspors
forestillinger, som jeg altid oplever som innovative, inspirerende, morsomme
og dybt alvorlige. Carried by Shadowsvar ingen undtagelse.
Forestillingen brød med nogle af Billedspors traditioner - for eksempel var spillerne
denne gang ikke maskerede - men på andre måder var der visse fællestræk
med tidligere produktioner. Det lydmæssige og det visuelle var, som ofte før,
genialt vævet ind i handlingen ligesom i en danseforestilling. Der var et
gennemgående smukt udført musik-akkompagnement fra stemmer og
instrumenter, og ligeså meget musikalitet, rytme og frasering i spillernes
bevægelser på scenen og i deres dialog. Der blev leget med det verbale
udtryk – ord og udsagn blev kastet rundt i luften, drejet, gentaget med
vekslende intonationer, hvisket og råbt. Man hørte brudstykker af
livshistorier på samme måde som man hører ord og sætninger af andres
samtaler mens man sidder i en larmende bus eller ligger på en sommerstrand.
Noget fik jeg fat i, andet mere flygtigt for mig, ingenting var skåret ud i
pap, og alligevel fik jeg mange klare indtryk. Indtryk af blandt andet det
der er svært i livet. Der var latter på scenen, men ikke altid morskab.
Til gengæld var der humor i handlingen, komik og klovneri til afløsning af
de til tider bevidste monotone stemmer. Publikum grinede spontant.
Forestillingen forekom gennemtænkt og gennemøvet med sit minutiøse arrangement af
parallelt udførte bevægelsesmønstre. Figurerne opholdt sig i usynligt
afgrænsede baner og bevægede sig for meste fra scenens forkant til bagtæppet,
hvor skyggerne lurede bag mørke gardiner. Menneskerne var på vej. De havde
kufferter med. De rejste sig op og drattede ned. De sad, stod, frøs fast og
gik, med mere eller mindre modstand. Der var et tæt sammenstemt samspil,
men ingen dialog eller kropskontakt mellem rollerne. Kostumerne var enkle og
nøje tilpasset figurernes grundstemning og karaktertræk. Gestus og
ansigtsmimik var konsistente for den enkelte figur, og sammen med tøjets
farve og kulturelle antydninger bragte de publikum på sporet af rollen på
en gådefuld og nuanceret måde. Der var fortællinger, men de var slørede.
Handlingen var ikke tydeligvis fortløbende, men bestod af sammensatte klip
og udtryksformer, knyttet sammen af melodiøs jazz, perkussion, mystiske
sange og bevægelser frem og tilbage som bølger i vandkanten.
Carried by Shadows er i performancegenren. Hele forestillingen er et samlet hele, et
kunstværk, en kollage, en appel til sanserne, følelserne og erindringerne.
Betydningerne dukker op og forvinder igen: man hører om barndommen, om
systemer man ikke kan stole på, om følelsen af ikke at slå til og om
lysten til at stå af, om sejre og nederlag, magt og afmagt. Det er for mig
som en Kimsleg, hvor objekter på en bakke bliver afsløret et kort øjeblik,
inden de dækkes til igen og man skal se hvor mange ting man kan huske.
Nogle ting husker man, andre trænger man til se igen fordi man ikke fik det
hele med. Jeg vil gerne se Carried by Shadows igen. Der er mere at hente for mig.
__________________________________________________________________________
AT FALDE TIL RO ER AT BLIVE SIG SELV
Af Jens Nedergaard, formand for FAP,
Foreningen Af Psykiatribrugere i Silkeborg
"Her i aften har jeg været i Jysk Teater - og Musikhus og set en forestilling Carried by Shadows - en billedmusikalsk rejse, med det århusianske Billedspor, som er et teaterteam af nuværende og tidligere psykisk syge. Det var fantastisk som de kunne bruge både musik, lyde, råb, hvisken, bevægelser, mimik og skuespil til et samlet hele, som godt nok var lidt svært at forstå, men alligevel indeholdt meget tankevækkende. F. eks. var der én, der flere gange gentog noget, der skulle forestille sagt af en psykiater: "det er vigtigt, at patienten føler sig tryg ved os, så hun/han ikke finder sin egen identitet og eksistensberettigelse", netop den kontrol, som mange behandlere inden for den etablerede psykiatri gerne vil udøve. Hvor var det rammende! Forestillingen var fyldt med nervøse trækninger og alle mulige psykotiske sindstilstande, udtrykt gennem den nævnte mimik og andre virkemidler, det handlede om at finde sin egen skygge og træde ud af den, til dette formål krævedes en lang "rejse", men forløsningen kom, da 2 af skuespillerne skiftevis på dansk, tysk og engelsk fik udtrykt ordene: jeg vandrer over bjergene, jeg bærer min mors øjne ud, Ich trage meine Mutters Augen aus, weg, I carry my mothers eyes out, away..... I feel no fear, keine Angst. Så faldt der ro over det hele! Det var for mig et budskab om, hvor vigtigt, det er at træde ud af sine forældres og psykiateres (og bostøtters osv.) kontrollerende øjne og såkaldte overblik (= overvågning), på denne måde at træde ud af sin skygge og få fred for angst og frygt. At falde til ro er at blive sig selv, JEG, med min egen identitet og ret til livet, ikke min egen lykkes smed, men JEG i forhold til andre, et selvstændigt og unikt menneske! (de sidste linier her er mine egne ord, sådan som jeg forstod teaterstykket)."