Rum til forvandling - smerten bliver et fælles billede
- En samtale om teater Billedspor med billedkunstner
Franck Thomas Staub, teatrets kunstneriske leder
Af Sophie Pucill, redaktør og skribent (bragt i SIND-bladet, september 2006)
Teatret Billedspor i Århus er et teater for skuespillere, dansere og musikere, der
er psykisk sårbare eller sindslidende. På trods af de medvirkendes særlige situation
og sårbarhed opfatter teatret sig ikke kun som et behandlingstilbud, men som et
seriøst teater, på lige fod med andre små teatre i Danmark.
Forvandling og brobygning
Teatret Billedspor blev startet for 17 år siden på Franck Thomas Staubs trang til
forvandling. Hans ønske var at skabe rum, der kunne føre til et mere værdigt liv
for mennesker med en psykisk lidelse.
"Jeg ville undersøge det, at man kan forvandle sig på et personligt og individuelt
plan. Som instruktør skaber jeg rum, hvor den enkelte oplever, at det er muligt
at forvandle f.eks. smerte til glæde, at det er muligt at træde ud af den skygge,
som angsten er, og stille sig selv spørgsmålet: Er det også muligt at forvandle
synet på mig selv? Fællesskabet i gruppen er vigtigt. Vi kan skabe den nødvendige
forudsætning for, at et projekt lykkedes. Folk oplever, at de tror, de ikke kan
klare at være med, men at det kan de alligevel godt sammen med os andre."
For de medvirkende kan modet vokse sig så stort, at man får lyst at forvandle hele
samfundet. Måden at tænke smerte og angst på, og være med til at skabe et nyt menneskesyn.
"Vi prøver at lave en brobygning hen over det hav af fordomme, der adskiller mennesker
med en sindslidelse fra resten af samfundet. I samfundets øjne er en sindslidende
et menneske uden ressourcer, for man ser kun skyggerne, personens angst og smerte,
men det den sindslidende udtrykker, er følelser, der ofte er almene temaer for det
at være menneske i verden, og behøver ikke, når de følelser bliver udtrykt direkte,
føre til en polarisering mellem 'dem' og 'os'. Det er en væmmelse ved det fremmede,
der er så fremherskende i Danmark, der også gør sig gældende over for de sindslidende."
Billedspor satser på mødets magt, hvor det forskellige bliver en ressource frem
for et problem.
"Jeg mener vi alle har et stort ansvar," siger Franck Thomas Staub. "Vi skal kikke
på hinanden, for vi er her jo alle sammen, og vi har alle sorg og smerte i os. Vi
kan faktisk mødes lige der, i de fælles billeder, hvis de vel at mærke er til at
få øje på. Og teatret kan netop vise de billeder frem på en måde, hvor både den,
der udtrykker angst og den, der ser på det, kan være med. I teatret er der plads
til virkelig at turde se, også på det, vi syntes er svært."
Fortællingens magt
I et samfund som det danske, hersker en generel forestilling om, at vi skal være
nogenlunde ens. At der er et sæt uskrevne regler for, hvad det gode liv er. Det
er ikke en særlig sympatisk samfundsmodel for de mennesker, der falder udenfor 'det
normale'.
"I stedet for at afvise smerten, tager vi i Billedspor udgangspunkt i den, vi improviserer
på det at være ved siden af sig selv. Vi danser oven på det tab af normalitet, vi
danser på vores skygge, så vi bagefter kan træde ud af den. Samfundet er tynget
af en masse tabuer omkring det at være sindslidende. Man siger: Du kan ikke være
med, fordi du er for forskellig, du er sindslidende, men pointen er, at vi er forskellige.
Vores kultur byder os, at vi kan vælge alt, f.eks. at være som andre, og at det
frie valg betyder frihed, men det betyder det modsatte, for vi kan ikke vælge alt,
vi er alle bundet af specifikke vilkår, og så oplever vi det negativt, at vi er
begrænsede, men sådan er det at være menneske. Derfor bliver det stærkt at vælge
det man faktisk står i, også selv om det er, hvordan man har det som sindslidende.
Det er stærkt at turde fortælle den historie til sig selv og til andre."
I Billedspor laver de billeder på den smerte, sorg og angst, for det ukendte, fremmede
land, der påvirker de medvirkende så stærkt.
"Vi er ude efter at finde den fortælling vi ikke kender på forhånd. Skuespillerens,
danserens og musikerens fortælling, som de er bange for, og derfor prøver at undgå.
Det er fortællingen inde i fortællingen vi leder efter, og det er en svær proces,
og kan først lade sig gøre, når et menneske er klar til det. Det øjeblik, hvor en
person endelig tør konfrontere sig selv og os andre med historien om sig selv, er
meget betydningsfuldt. Det interessante ved teater er, at vi kan blive beriget af
noget vi ikke vidste af på forhånd. Det er kunst vi laver, ikke underholdning, der
bare bekræfter folk. Billedspor stiller svære spørgsmål, frem for at komme med nemme
svar.
Nogen ser Billedspors forestillinger og tænker: Sådan er det at være psykotisk,
men det er helt forkert. Billedet, hvor f.eks. et menneske skriger, er ikke et billede
på en psykotisk person, men et billede på menneskets smerte.
Det eneste vi kan gøre for at påvirke den slags opfattelser er at blive ved med
at spille, og spille for et bredt teaterpublikum. Vise vores særlige 'billeder'
frem offentligt. Det, der foregår i teatrets rum, er billeder på fælles menne-skelige
udtryk frem for symptomer på en klinisk tilstand."
Franck Thomas Staub føler ofte han er placeret mellem to stole, mellem kunst og
teater på den ene side, og det sociale område på den anden side, men der befinder
han sig godt, for det har et særligt formål.
"Vi har x-antal sindslidende personer i Danmark, der gerne vil lave teater, og en
masse andre, der ville have glæde af at gør det. Hvis man fra samfundets side kunne
støtte flere projekter som vores, kunne man spare mange indlæggelser på psykiatriske
hospitaler."
Omsorg og rettigheder
Et andet nøgleord i Franck Thomas Staubs arbejde er omsorg og en anerkendelse af
sindslidende menneskers ret til at arbejde æstetisk.
"I socialpsykiatrien er der en væsentlig mængde mennesker, der bliver passive, fordi
de ikke kan fungere i samfundet på lige vilkår, fordi de er anderledes. For mange
sindslidende er det en enormt tung byrde, at de er til besvær for samfundet. Det
ville være fantastisk, hvis de i højere grad kunne få lov til at vise, at de faktisk
kan nogle ting. Der burde arbejdes på at skabe flere kompetencegivende uddannelser
for sindslidende, for den sindslidende har også ret til at blive udfordret fagligt.
Jeg mener man skal ansætte flere kunstnere og kreative personer i de tilbud, der
er til sindslidende. Folk der kan udfordre de sindslidende, udfordre vildskaben
og vanviddet, fordi de følelser for den enkelte er uomgængelig, og samtidigt den
enkeltes kraft til at komme videre. I Billedspor hjælper vi folk med at finde deres
egen stemme ved at give dem den oplevelse af genklang.
Helt konkret opstiller Billedspor et rum for de medvirkende, hvor de kan slå sig
løs, hvor de ikke skal opfylde instruktørens forventninger, men tage udgangspunkt
i der, hvor de selv står, i hvordan de selv har det."
Fælles sprog som nøgle
"Visuelt set er Teater Billedspors forestillinger udfordrende, fordi det ikke er
traditionelt teater. Vi arbejder meget med metaforer, fordi metaforer kan fungere
som et fælles sprog, til forståelse af noget, der er svært at være fælles om, som
smerte og angst. Det er vigtigt med et fælles forståelsesrum, fordi det liv vi mennesker
har, det har vi til fælles. Antitesen til den måde at arbejde på er, at det er for
besværligt at prøve at forstå hinanden. Det er et paradoks, for vi ved, at det,
der er besværligt, er det mest givende. Så hvorfor er vi ikke mere åbne? Hvorfor
er vi så bange? Vi bliver nød til at holde hinanden ud, tage kampene og skyggerne
på os, i det tempo vi kan holde til."
Billedspor tror ikke, at de kan forvandle folk i gruppen, så de automatisk får et
bedre liv, også bagefter, når de forlader teatret, men de sætter nogle rum op, hvor
folk kan opleve, at de bevæger sig fra underskud til overskud.
"Vi er et teater og et liv og en mulighed for mange mennesker, men vi er ikke en
mirakelkur. Det vi laver er omvendt integration. Vi fjerne ikke det fremmede i folk,
vi viser det frem. Det er det teaterkunsten kan. Den kan forstørre aspekter af det
at være menneske, men den viser ikke det hele frem på en gang, eller komme med en
løsning.
Vi mennesker har det med at ville dæmpe den andens mærkværdigheder, fordi vi selv
er bange. Hvordan kan vi undgå den reaktion? Det kan blandt andet gøres med faglighed,
gennem arbejde med et teater, hvor du møder et andet menneske, som du skal lave
en forestilling sammen med, og det andet menneskes udgangspunkt er, at han eller
hun er bange."
Mødet med publikum
"Mange sindslidende har svært ved at arbejde med det konforme, med en særlig dramaturgisk
teknik, fordi de er så præget af følelsen af nederlag. Derfor arbejder vi med fortællinger
og med billeder, og der er ikke regler for, hvordan det skal gøres, det hele kommer
fra de medvirkende selv. Det tager meget udgangspunkt i bevægelse, at du bevæger
dig fysisk i et rum sammen med andre. At du bevæges og bevæger andre. At det fysiske
udtryk og dine følelser er i spil samtidig, at du oplever dig selv fungere fysisk,
mentalt og socialt samtidigt, og det er i dét rum at forvandlingen foregår.
Der opstår en poesi et sted mellem forvandling og fortællingen, mellem det abstrakt
eksistentielle og det sociale og konkrete. Et poetisk rum, som er teatrets særlige
måde at fortælle en historie på. Og i det rum er der både teatrets indre fortælling,
det fælles arbejde, og så den ydre fortælling, som er selve teaterforestillingen
og mødet med publikum. Det er teatrets særlige karakter, at kroppen er aktivt tilstede
lige der, hvor fortællingen foregår. Og det er det særlige, der er så givende for
de medvirkende og publikum. Man får direkte adgang og direkte modtagelse, og der
er, i bogstaveligste forstand, noget på spil."
Teateret får en særlig betydning for de medvirkende, fordi processen fører from
til et konkret resultat, der viser den enkelte at det lykkedes.
"At blive hørt er det modsatte af fornedrelse," siger Franck Thomas Staub. "Billedspor
arbejde med, at en person kan blive mindre tavs. Forestillingen bryder tavsheden,
bryder den sindslidendes isolation. Scenen bliver helt konkret et fælles poetisk
rum for både de medvirkende og for publikum. Det er her forvandlingen foregår./
Teatret
Billedspor arbejder med kroppen, stemmen og musikkens udtryk med det sigte at skabe
fortællinger. Billedspor lægger vægt på det stærkt visuelle i sine forestillinger
og konfronterer gerne fastlåste og konventionelle tilgange til livet.
Medarbejdere: Teaterleder Franck Thomas Staub, instruktørass. Sasha Aagaard,
musiker og musikterapeut Henrik Rydahl.
Medvirkende: Omkring 100 personer har gennem tiden haft deres gang i teatret
Billedspor. Lige nu er der 12 deltagere.
Madness and Arts Festival
Billedspor har i år repræsenteret Danmark ved den internatonale Madness And Arts
Festival i Münster, Tyskland, hvor de fik en overvældende positiv modtagelse.
Psykisk sårbare medarbejdere - hvordan?
Som psykisk syg i Danmark bliver man oftest sat uden for det almindelige danske
samfund, hvilket for de flestes vedkomne betyder, at man ikke kan få et arbejde.
Under samtalen med Franck Thomas Staub fra Billedspor, drøftedes muligheden for,
at erhvervslivet i Danmark kunne gøre nytte af de erfaringer teater Billedspor har
gjort med at gennemføre store, offentlige projekter, hvor de medvirkende alle er
sindslidende og psykisk sårbare. Blandt sindslidende i Danmark findes en gruppe
mennesker, der udfoldelsesmæssigt og arbejdsmæssigt er passive, uden at det nødvendigvis
behøver at være sådan. De mennesker har brug for, at nogen tør gå nye veje og udvikle
de rum og de muligheder vi alle, i sidste ende, har brug for.