Kroppens Fortællinger
Vi lever i en tid hvor vi mangler meningsfulde billeder der kan forbinde os med
hinanden. Tilsyneladende er det kvantiteten af billeder med fokus på det udvendige,
det fortravlede samt eksponeringen af det individuelle der har taget over på bekostning
af en søgen efter de fælles billeder og oplevelser som kan give mening til vores
tilværelse. Således er det bydende nødvendigt at der iværksættes langt flere visionære
og praktiske bud på at livet kan leves på mange måder, at tilværelsen indeholder
mere end den rolle der er tilskuerens.
At opdage og udvikle
Teatergruppen Billedspor i Århus har igennem 12 år arbejdet med at skabe billeder
der ud over at være groteske, humoristiske, voldsomme og vedrørende også formår
at bygge bro mellem forskellige kulturer. Gruppen består af professionelle kunstnere
og mennesker med psykiske og sociale problemer, og har bl.a. den vision at skabe
rum for at såkaldte udstødte grupper får adgang til at opdage og udvikle egne kunstneriske
potentialer. Tanken er den enkle, at selve det kunstneriske værk, her teaterforestillingen,
både på et indre og ydre plan bliver en mulighed for at orientere sig i verden.
På det indre plan må skuespilleren arbejde med at sætte spor, at skabe billeder
der rækker ud over hende selv. Fagligt og personligt kræver dette en høj grad af
involvering, fordybelse og konfrontation med hidtil uopdagede sider af egen personlighed.
På det ydre plan giver forestillingen skuespilleren mulighed for dels at fortælle
sin historie og dels for at møde omverden hinsides lidelse og privat identifikation.
Værket bliver således en adgang både til sig selv og verden.
Dans som fortælling
Billedspors forestillinger bygges op omkring skuespillerens arbejde med egne kropslige
udtryk. Dansen er selve forudsætningen, ikke et middel til at nå noget andet, en
slags skjult dagsorden, en lettere vej til større selvtillid. Danser og instruktør
må fastholde fokus på billedet, rummet er skabende og ikke problematiserende. Dansen
er billedet, fortællingen der fortælles. Som oftest skabes billederne til forestillingerne
ved at skuespilleren møder modstand i arbejdet. En basal træning i evnen til at
arbejde med fysiske stilstande resulterer i at skuespilleren må stoppe, eftersom
hun oplever et for påtrængende savn alt imens hun danser.
Instruktøren fra sin side må hermed nøje vurdere om der er ressourcer til at forfølge
billedet – både personligt og kunstnerisk. I første omgang er det afgørende at den
pågældende skuespiller er indstillet på at arbejde videre med billedet. Som et slags
væsen der berører det ukendte, og vover lyden af det som brister. Herefter kan instruktøren
vælge at inddrage de øvrige skuespillere i billedet, og herfra arbejde med det som
et fælles billede. Således arbejder teatret med myterne. Myterne forstået som det
stof vi er gjort af – de overleveringer og erkendelser der binder os sammen.
Kroppen husker
Billedspor arbejder med kroppen hinsides det funktionelle – at vores krop er noget
hovedet desværre må slæbe rundt med, noget der bevæger sig fra et punkt til et andet,
og noget man helst ikke skal blive syg i. Kroppen som legende, dansende, fantasi,
kreativitet og fortælling er noget de fleste er tilskuere til. I Billedspor er kroppen
fortællingen og fortælleren. Kroppen bliver for skuespiller og publikum en ny adgang
til verden – en måde at orientere sig i verden på. Kroppen som husker det som hjernen
har glemt, og som nu via fysiske improvisationer og færdige billeder åbner til muligheder
der førhen mest optrådte som fjerne og diffuse – og som netop manglede krop. Selvsagt
kræver det fysiske teater stor grad involvering både af skuespillere og instruktør.
Alle må være indstillet på at arbejde med billeder af tilværelsen der ikke nødvendigvis
er bekvemme og velkomne. Alle er deltagere, ikke tilskuere. Kroppen danser, bevæger
sig bevæger, kroppen raser, flyder, driver, råber, længes og ler.
At forvandle underskud
Kroppen er tilstede eller vi arbejder med at den bliver det:
- En skuespiller orker intet, og oplægget til dagens arbejde starter med
kroppe der ikke orker.
- En anden skuespiller kan kun kravle, og vi kravler.
- En musiker er rasende, og opvarmningen starter rasende.
- En anden musiker er stille, og vi forbinder det stille med det rasende
Omdrejningspunktet er til stadighed at tage afsæt i hvor vi er, og ikke hvor vi
skal hen. Erfaringen viser os at arbejdsformen oftest er frigørende, eftertænksom,
humoristisk, grotesk og autentisk. Som en skuespiller udtrykker det: ”Man kan forvandle
underskud til overskud uden at det var udgangspunktet”, og en anden: ”Jeg holder
fri i arbejdet på gulvet, dæmonerne er lagt på is”. At smerten, tvivlen, frygten
og kaos kan fremstå som en ressource, synes at være et paradoks, og det er det.
Som fortalt i en af vores forestillinger: ”Jeg rejser i mørket for at finde hvile
i lyset”.