Fra 'Rapport om teaterprojektet "Carried by Shadows"'
Link til rapport
__________________________________________________________________________
Sceneskifte er sindsskifte
Af Benny Lihme, redaktør af Social Kritik
Ordet "sindslidende" bruges udelukkende i betydningen "ondt i sindet". Lideform.
Så dominerende er denne brug af ordet, at man helt glemmer at vende det om og spørge:
hvad kan sindslidende godt lide. Nydeform. Hvad kan sindslidende lide, når snakken
kommer på mad, musik, natur, bøger, teater...
På grund af diagnostisk kultur, psykiatrisering og rollen som syg er dette væsentlige
aspekt gledet ud. At sindslidende ikke bare er lidende - der er også noget de holder
af i aktiv form. For eksempel at spille teater.
Om Århus-ensemblet Billedspor og deres anderledes og til tider groteske forestillinger
kan jeg med overbevisning i stemmen sige, at det sætter sine spor hos os tilskuere.
At vi er glade for den originale æstetiske måde forestillingerne åbner vores øjne
på. Vi kan lide at se teater opført af sindslidende, der kan lide at spille teater
og være noget for os. Og som går i dialog med publikum efter forestillingen, selv
om der ikke er tale om debat- eller agit-prop-teater, som dengang i 70´erne.
At der er tale om en unik form for æstetisk udtryk betyder ikke, at dette er teater
som tilbagelænet småborgerlig nydelse. Som tilskuer er man tit under gruppens forestillinger
så sansenærtagende, at det kan være smertefuldt. Det der kommer fra scenen er farligt
for os nede i salen, fordi det piller ved vores skyggesider. Når det kollektiv af
individualister, der kalder sig for Billedspor, træder ud af skyggen, så provokerer
det publikums måske lidt for godt gemte skyggesider. Og minder os om, at vi allesammen
er gjort ud af det samme stof. Og at det kun er nogle bestemte samfundsmekanismer
og snævre normer, der har skilt os ad.
Den gamle franske teatermand, forfatter og sindssygepatient Antonin Artaud forestillede
sig et "gruens teater", hvor lugten fra de pestramte skulle brede sig i teaterlokalet,
hvor sæderne skulle brase sammen under publikum osv. Man måtte ikke gå uanfægtet
eller uberørt fra teatret, mente Artaud. Så drastisk går Billedspor ikke til værks
- ingen publikummere er mig bekendt gået på røven under deres forestillinger. Men
sindsuberørt er man ikke efter at have oplevet Billedspor. "Emotions" er jo "energies
in motion", og det er, hvad der med sikkerhed sker i løbet af en forestilling. Ens
følelser sættes i bevægelse.
Men Billedspor er også tankespor. Der kommer ikke kun gang i emotionerne, men også
i kognitionerne. Man får "noget med hjem", som det hedder.
Billedspor skaber rum til forvandling. Tilbyder en scene ved siden af livets øvrige
scener. Ikke mindst en scene hvor et bredt udbud af roller og masker udgør et alternativ
til det kun alt for forudsigelige manuskript, der ligger i psykiatriscenens blodfattige
rolle som patient.
I Per Olov Enquist´s roman "Livlægens besøg" om Struensee og den angiveligt sindssyge
Christian 7., giver forfatteren en indlevet beskrivelse af "den gale konge". Som
var stærkt sindslidende i hoffets hverdagsliv med dets perverterede forestillinger
om normalitet.
Mens hoffets mange rænke- og rollespil ikke huede den unge konge, elskede han at
spille teater sammen med ikke mindst skiftende gæstespil i København fra Italien.
Dette var mere virkeligt for ham. Kongens problem var nemlig, at han opfattede hoffets
virkelighed som et (uvirkeligt) teaterstykke, hvor han var tvunget ind i en bestemt
mekanisk rolle, han ikke selv havde valgt. Og som han aldrig fik lov til at træde
ud af. En rolle uden sindsskiftets muligheder, hvor han ganske enkelt ikke var i
stand til at lære replikkerne.
I ønsket om at slippe for den lidelse, kongerollen var for ham, søgte Christian
7. teatret. Han ønskede at være en person med flere ansigter, hvorfor noget af det
han dog kunne komme overens med ved hoffet, var maskeballerne dér.
Konklusion: For at kunne vriste sig fri af virkelighedens maskespil og den rolle
man er tiltænkt dér, det være sig konge- eller patientrollen, er der brug for supplerende
og alternative scener, hvor også de sindslidende kan skabe sig.
Billedspor er en sådan scene - et skabagtigt sted i ordets bedste forstand.
__________________________________________________________________________
Billedspor - et teater
Af Bodil Svare, handicapchef i Skanderborg Kommune
Et teater, der eksisterer og lever på helt særlige vilkår eller rammer om du vil.
Først og fremmest skuespillernes vilkår.
Og hvorfor er det nu så vigtigt at skrive om disse særlige vilkår, for det væsentlige
må jo være at læse anmeldelser over de stykker, som teatret har opført i de sidste
mange år, og her få et billede af teatrets formåen, af teatrets præstation. Et teater,
hvor skuespil og musik udgør en formstøbt helhed.
Anmeldelser af teatrets opsætninger indenfor bare det sidste 1½ år har været tiltagende
rosende.
Teatret har fået anmelderroser for skuespillernes præstationer, musikkens understøttelse
af ord og mimik. Præstationer, hvor publikum præsenteres for menneskets smerte,
processer på vej i livet, hvor efterfølgende debatter ofte viser at publikum kan
have mange forskellige tolkninger af de opsætninger, som de har set og oplevet.
Tolkninger afhængig af, hvor den enkelte befinder sig i sit liv.
Teatret opfører stykker, der rummer essenser af menneskets eksistens og oplevelser
i et moderne samfund. Menneskets relationer til andre mennesker, heriblandt sine
nærmeste, forældre, søskende. Hvordan klarer vi at leve en tilværelse med tætte
relationer, når menneskets, familiens vilkår er under pres? Hvor tiden til de tætte
relationer, ikke har optimale vilkår.
Derfor er det godt at stoppe op i hverdagen, opleve konfrontationen med normer og
relationer omkring os. Og det er jo netop teatrets fornemmeste præstation at give
sine medmennesker en oplevelse, der kan vække til eftertanke på ens vej i livet.
Det er jo det teatre er til for. Og Billedspor er et af dem.
Og de særlige vilkår, som jeg startede med at nævne, er det tilskud fra Statens
Kunstfond eller andre statslige tilskud.
På en måde ja.
Skuespillere og musikere har det særlige vilkår, at de alle er midt i livet med
en lidelse, der går dybt i sindet hos flere af aktørerne. En sindslidelse, hvor
det at arbejde med teatret er med til at give den enkelte indhold og noget at stå
op til. Den enkelte aktør har muligheden for at arbejde med sig selv i øvelokalerne,
under professionel instruktion og ikke mindst få støtte og omsorg fra gruppen, men
også fra de professionelle ansatte medarbejdere.
En nødvendig del af arbejdet med teaterstykkerne er, at der er en backinggruppe,
at der er mulighed for at melde fra og få sig et hvil, når det er nødvendigt, selvom
resten af gruppen øver.
Det er de særlige vilkår for denne teatergruppe.
Men hvorfor er det nu så interessant, det væsentlige må vel være produktet, resultatet
og ikke så meget vejen for at opnå resultatet.
Både ja og nej.
Erfaringerne fra teatergruppen Billedspor er jo, at mennesker, der har sindslidelser
bliver engagerede i at arbejde med sig selv, at udføre præstationer og opleve resultater,
der giver dem en tilfredshed med egen indsats. En selvtilfredshed, en selvtillid,
som er vigtig for at komme videre i en helingsproces for den enkelte. Disse erfaringer
er vigtige at overføre til andre aktiviteter, der igangsættes for mennesker med
sindslidelser indenfor socialpsykiatrien.
Og erfaringen er, at professionelle ansat indenfor de enkelte fagfelter, når længere
i sådanne helingsprocesser. Erfaringen er at professionelle indenfor et fag, har
ambitioner for sit fag og ønsker at have den enkelte med sig på sin vej mod målet.
__________________________________________________________________________
Billedspor – et ægte eksperimentalteater i socialpsykiatriens verden
Af Johanne Bratbo, centerleder, Videnscenter for Socialpsykiatri
Teatret Billedspor i Århus repræsenterer et helt særligt tilbud i socialpsykiatrien
som vi har alt for få af herhjemme. Et ”væksthus”, hvor mennesker med sindslidelser
kan få lov at eksperimentere med rollen som skuespiller som led i egen udvikling
af et liv med indhold og betydning også for andre end sig selv, selvom vilkåret
er en førtidspension for flere i teatertruppen. Forvandlingen fra patient og bruger
til skuespiller sker både når der arbejdes bagved og på scenen. Når roller og udtryk
formes, når bevægelserne træder i karakter og musikken udfordrer det talte ord og
når instruktøren Franck Staub holder fast og holder af, stærkt komplementeret af
musikterapuet Henrik Rydahl og instruktørassistant Sasha Aagaard. Uden for scenen
kan livet stadig rumme svære psykiske og sociale udfordringer for de som medvirker.
Den dobbelthed bliver man hurtigt bevidst om, når man møder menneskene bag Billedspor
og lytter til fortællingerne om stedets kultur og erfaringer – fra Franck, Henrik,
Sasha - og så skuespillerne. Det gør kun oplevelsen med at se Billedspors forestillinger
endnu mere tankevækkende.
Billedspor er ikke et terapeutisk tilbud, men teater! Dog rummer tilbuddet klare
bedringsmuligheder og chancen for at føle sig mere hel som menneske ved at kunne
give også stærke og provokerende følelser udtryk på scenen, så det rykker i tilskuernes
forestillinger om eksistens – men også ved deres mulige fordomme om, hvad sindslidende
kan og kan tåle!
Det var derfor oplagt at kontakten mellem Billedspor og Videnscenter for Socialpsykiatri
måtte resultere i at vi fik bragt den seneste forestilling ”Carried by Shadows”
til København som led i deres turné. Teater Zeppelin på Vesterbro blev rammen om
de to forestillinger i oktober måned i 2006 fordelt på en aften- og en eftermiddagsforestilling.
Tilskuerne var især medarbejdere og brugere i socialpsykiatrien og pårørende. Der
var indbudt en række andre personer i vigtige positioner ”ude i samfundet”, men
få fandt tid til at komme midt i en travl strukturomlægningstid. De som ikke kom
gik glip af en fin og lærerig oplevelse.
Når forestillingen går i gang og lyset dæmpes, fyldes rummet med lyd og musik, en
blanding af sang og kalden, der vækker til fuld opmærksomhed. Og scenen får langsomt
liv – skikkelser begynder at bevæge sig og kommunikere med publikum og samtidig
forblive i hver sin langsomme eller desperat gentagne bevægelse og fanget i egne
sproglige udsagn. Alle bidrager til at illustrere forestilling om skyggerne i et
liv. Alvor, forskrækkelse, latter, undren og sødme – alle følelser kan dukke op
hos de som ser på og som søger at finde den røde tråd. Komplekse udtryk, enkel scenografi,
musikalsk finesse i samklang med stor intensitet. Ingen som ser på, er bagefter
uberørt af oplevelsen. Det fremgik også af den efterfølgende debat der var indlagt
efter hver forestilling, hvor flere temaer blev ivrigt debatteret. Er der tale om
terapi? Hvordan tør I? Tænk, hvis jeg havde fået sådan en chance i stedet for behandling?
Hvorfor har vi ikke tilbud som dette i København eller i socialpsykiatrien som helhed,
etc.? Både medarbejdere, brugere og pårørende gav deres meninger til kende i dialogen
med skuespillere og instruktørgruppen.
Størst indtryk gjorde en udtalelse fra en bruger som sad stille og undseeligt placeret
midt i publikum. En forsigtig finger – men en modig udtalelse: ”Først var jeg lidt
frustreret de første 20 minutter, fordi jeg ikke kunne se den røde tråd. Men så
forstod jeg, hvem der var hovedperson og at det var hans skygger i livet som de
andre illustrerede – og så hang det hele sammen”. Mere præcist kunne det ikke siges
– og kontakten var stærk med hovedpersonen (Ole) der nikkede bekræftende. Dejligt
at blive forstået og afkodet – og dejligt for den som måske for første gang vover
at tage ordet i en større forsamling. Forløsning på flere niveauer, netop som intentionen
er med teater.
Efter forestillingerne var der traktementer i Zeppelins Café, og her fik tilskuere
og skuespillere en afslappet mulighed for at fortsætte dialogen.
Videnscentrets kontakt med Billedspor er dog ikke gjort med bidraget til at der
kom to forestillinger i København. Der er et oplagt behov for at stimulere socialpsykiatrien
til at tage mulighederne ved kunstneriske udfoldelser, herunder teater, mere seriøst
som en del af aktiviteterne. Derfor har vi også aftalt på et møde i december i Århus,
at vi vil samarbejde om at få et projekt på benene, som f.eks. kunne handle om at
afholde et ugekursus på en højskole for interesserede medarbejdere og brugere. Hvor
den sociale ramme, som samvær over tid indebærer, kunne give ekstra gode betingelser
for at arbejde med enkle instruktioner, øvelser og musik – og hvor bl.a. skuespillerne
kan fungere som sparringspartnere og undervisere. Og hvor man kunne få inspiration
til lokale initiativer i egne rammer efterfølgende – men også indblik i, at det
kræver kunstnerisk professionalisme og hårdt arbejde, at skabe en egentlig teatervirksomhed.
Vi ser meget frem til at komme videre med disse ideer – og vi er sikre på at der
nok skal være interesserede deltagere, hvis ideerne bliver til realiteter.
__________________________________________________________________________